Når ens barn får en spiseforstyrrelse, forandrer sproget sig. Det bliver tyst. Forsigtigt. Eller forsvinder helt. Pludselig er der ord, vi begynder at navigere udenom:
“Rask.”
“Vægt.”
“Jeg elsker dig.”
”Det går bedre.”
Vi vælger dem fra. Af frygt for at gøre skade, for at trigge — eller for at miste kontakten. Og måske opdager vi først senere, at det, vi i virkeligheden gør, er at give spiseforstyrrelsen endnu mere plads, magt og kontrol.
Men det er ikke kun vores sprog, der forandrer sig. Barnets gør også.
Det bliver monotont. Næsten indstuderet. Som om hvert ord er godkendt på forhånd — ikke af barnet, men af spiseforstyrrelsen. Der er kun én sag, der tales — og det er ikke barnets. Det er sygdommens. Og konsekvensen for at træde udenfor rammen er voldsom: straf, nedgørelse, en indre stemme, der slår hårdt.
Det efterlader os i et mærkeligt tomrum. Et hjem fyldt af stemninger, man mærker mere, end man hører. Et hjem, hvor samtalen er blevet stille — og det nonverbale tager over: uro i kroppen, spænding i rummet, undgående blikke. Alle ser ned — eller væk — eller stirrer ud i stilheden, på et punkt, der ikke findes. Det ændrer måden, vi er sammen på. Det gør kommunikationen tungere. Ensomheden vokser sig større. Relationerne bliver sårbare.
Jeg skriver det her, fordi det kan være svært at tale om. Men også fordi sproget, samtalen, ikke må forsvinde. Som pårørende skal vi blive ved med at sætte ord på. Også når tavsheden er flyttet ind — og især, når den en dag flytter ud.
For tavsheden må ikke vinde. Vores stemmer kan noget, sygdommen ikke kan: forbinde.
