Måske er vi flere, der kender det.
Det dér med at vende tilbage — til en hverdag, man har savnet og frygtet på samme tid.
Man glæder sig. Man er nervøs. Man har lyst til at finde sig selv igen i noget velkendt — men man ved også, at man ikke er den samme, som da man gik.
Man kommer tilbage med nye erfaringer, måske også nogle man ikke ville have valgt, men som har sat sig.
Og selvom man længes efter at bidrage, at være en del af holdet igen, dukker de stille bekymringer op: Kan jeg stadig det, jeg kunne før? Kan jeg holde til det? Har jeg mistet min plads?
Man håber på forståelse. På at der er plads til at lande blødt. Men man har heller ikke lyst til at blive pakket ind i forsigtighed. Man vil gerne være ligeværdig — samtidig med at man håber, nogen forstår, at man bærer noget med sig, som ikke forsvinder med en ny kalender og en frisk start. Jeg ved, jeg ikke er alene om at mærke det. At stå i det krydsfelt mellem glæde, bekymring og håb. At prøve at finde balancen mellem alt det, man har med sig — og alt det, man drømmer om at kunne igen.
Jeg tror, vi bliver nødt til at minde hinanden om, at det er ok at sige det højt. At det er ok at være klar — og stadig lidt skrøbelig. At man godt kan være motiveret og samtidig have brug for små hensyn. At man kan bære på noget tungt — og stadig være værdifuld, kompetent og en vigtig del af arbejdsfællesskabet.
