Jeg skriver dette indlæg, fordi det er virkeligheden for flere og flere familier — antallet af børn og unge med spiseforstyrrelser stiger.
En spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, og den skal behandles som en sygdom i sindet.
Mad er symptomet. Det bliver et redskab, der overtrumfer alt — men årsagen har sjældent noget med mad at gøre. Der er stadig mange myter om spiseforstyrrelser, og det giver et mudret billede. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter samtalen. Ikke kun om spiseforstyrrelser, men om psykisk sygdom generelt.
Det eneste, der kan aflive myter, er fakta.
Når man ikke skal sikre, at alle kalorier bliver spist, at der ikke skjules store mængder vand inden vejning, eller at der ikke motioneres i det skjulte — så skal man navigere i den stemning, der har overtaget sproget. Ens egen skyld og skam står i kø og efterlader næsten ingen plads til sorgen. En sorg, man måske slet ikke er bevidst om.
Alt bliver overtaget. Det fysiske rum. Det psykiske rum. Måden man tænker på. Måden man handler på.
Fordi ens barn har en spiseforstyrrelse?
Nej — fordi vi som familie har en spiseforstyrrelse. Men med hver vores agenda.
Den har overtaget vores spisebord, vores køleskab, vores sociale liv, vores traditioner, vores frirum. Den har sat sit navn på vores hoveddør. Den har taget vores familie, vores barn — og givet os skyld, skam og sorg i retur.
Som forælder bliver man slidt. Metaltræt. Af aldrig helt at kunne trække vejret. Man lever i en form for hyperventilerende tilstand, hvor nervesystemet konstant er på overarbejde.
Søvnen bliver overfladisk. Især de nætter, hvor man igen skulle love, at vi alle vågner igen morgen. For det kan ingen love.
