I bagklogskabens klare – forblændende klare – lys ser man pludselig alt det, man kunne have gjort en smule anderledes. En smule bedre. Mere nænsomt. Mere tydeligt. Eller måske bare lidt mindre forjaget. Når man står midt i noget svært, noget presserende, noget smertefuldt, handler man ofte instinktivt. Man gør sit bedste – men det bedste, man kan, ser forskelligt ud, alt efter hvor man er i sig selv.
𝗙𝗼𝗿 𝗲𝘁 𝘀𝘁𝘆𝗸𝗸𝗲 𝘁𝗶𝗱 𝘀𝗶𝗱𝗲𝗻 𝗳𝗶𝗸 𝗷𝗲𝗴 𝗲𝘁 𝘃𝗶𝗿𝗸𝗲𝗹𝗶𝗴 𝗴𝗼𝗱𝘁 𝗿𝗮̊𝗱: 𝗦𝗸𝗿𝗶𝘃 𝗻𝗲𝗱!
Skriv ned, hvad du tænker, føler, oplever – også selvom det føles kaotisk eller usammenhængende. Ikke for at analysere det hele i nuet, men for at kunne vende tilbage og forstå, hvordan verden så ud lige dér. I mørket. I presset. I smerten.
Når man senere står et andet sted – tættere på overfladen, med lidt mere luft i lungerne – er det så nemt at glemme. Nemt at dømme sig selv for de valg, man traf, da man knap kunne trække vejret. Men hvis man har skrevet ned, har man spor at vende tilbage til. Og man kan møde sig selv med lidt mere forståelse. Måske endda tilgivelse.
𝗕𝗮𝗴𝗸𝗹𝗼𝗴𝘀𝗸𝗮𝗯𝗲𝗻𝘀 𝗹𝘆𝘀 𝗲𝗿 𝗸𝗹𝗮𝗿𝘁
Men det er også nådesløst. Det viser os det hele – også det, vi ikke havde kapacitet til at se, mens vi stod midt i det. Men det er ikke altid nemt at møde sig selv med mildhed. For i bagklogskabens klare lys bliver det også tydeligt, hvor mange gange man har overhørt sig selv. Hvor mange gange man har trådt på egne grænser for at bevare roen. For at undgå konflikt. For at være den, der “fik det hele til at fungere”. Man opdager, hvor meget man har tilpasset sig. Hvor længe man har spændt op, trukket vejret halvt og bidt sig i tungen – fordi det virkede nødvendigt.
Og det kan være en ret smertefuld erkendelse. Ikke fordi man var dum eller svag. Men fordi man var et menneske, der gjorde sit bedste med de ressourcer, man havde i det øjeblik. Det er dér, skriveprocessen – refleksionen – bliver vigtig.
For den minder os om, at vi ikke skal dømme det, vi gjorde. Vi skal forstå det. Og slutte fred med, at vi gjorde vores bedste i netop det øjeblik. Man balancerer, mens man går -ikke bagefter.
