Hvordan kan jeg hjælpe mit barn bedst muligt?
Det spørgsmål fylder ofte allermest hos forældre, når et barn rammes af psykisk sygdom. Det gjorde det i hvert fald hos mig. Vi leder efter svar. Viden. Strategier. Vi vil forstå – og helst forstå hurtigt, så vi kan handle rigtigt. Men som forældre står vi midt i en krise, samtidig med at vi prøver at være stabile, tydelige, nærværende og kærlige.
Selvforståelse og forældrerådgivning bør gå hånd i hånd
Ligesom barnet får psykoedukation og hjælp til selvforståelse, har vi som forældre også brug for noget tilsvarende: Et professionelt perspektiv. Et rum til refleksion. Et sprog for det, vi står i. For viden alene er ikke nok. Du kan læse dig til meget – men du kan ikke læse dig ud af din sorg.
Det gør ondt at være forælder til et barn med psykisk sygdom
Det gør ondt at se sit barn kæmpe. Det gør ondt at miste kontrollen. Og det gør ondt at erkende, at man ikke kan fikse det.
Sorgen kommer sjældent først. Først kommer skyld: “Hvad skulle jeg have gjort anderledes?” Så kommer skam: “Er jeg overhovedet en god forælder?” Og først derefter – når virkeligheden begynder at lande – kommer sorgen. En sorg, der også har brug for plads. En sorg, der er svær at finde en hylde til. For man har jo ikke mistet sit barn – har man så ret til at være i sorg?
Vi skal anerkende, at forældre er pårørende. Ikke behandlere. Ikke terapeuter. Og at vi har brug for støtte – hvis vi skal kunne støtte.
Forældrerådgivning giver ikke bare viden. Det giver også styrke, sprog og selvomsorg – midt i noget, der ellers føles kaotisk. For mig er det et sikkerhedsnet. Et rum med plads til alle tanker og følelser. Et sted, hvor jeg kan få hjælp til at sætte ord på min skyldfølelse, min skam – og min sorg.
