Det føles som uendeligheder siden, jeg sidst var en del af en helt almindelig arbejdsuge. Hvor mandag til fredag var forskellige fra weekenden. Hvor man turde planlægge, se fremad, hvor ens bekymringer trods alt ikke var større end de flestes.
Da vores barn blev alvorligt syg, ændrede alt sig. Det var ikke en beslutning, der var svær at træffe– og det hverken kunne eller skulle ikke være anderledes.
Nu står jeg her. Klar(ish) til at vende tilbage. Og jeg er fyldt med ambivalente følelser.
Glæde. Frygt. Lettelse. Sorg. Nysgerrighed. Træthed. Taknemmelighed. Skyld. Håb.
At være forælder til et barn med psykisk sygdom er en livsomvæltning, man ikke kan forberede sig på. Det ændrer ens perspektiv. Ens kapacitet. Ens grænser. Ens værdier. Og også ens professionelle identitet.
Jeg vender tilbage til en arbejdsplads, jeg engang kendte godt og har været en del af i over tyve år. Men meget har med sikkerhed ændret sig, selvom det meste ligner sig selv udefra. Ikke mindst mig.
Jeg kommer tilbage med nye erfaringer – ikke dem, man kan skrive på CV’et, men dem man kan mærke, dem man selv skal have oplevet for at forstå. Jeg har lært at stå i uvished. At finde styrke i det skrøbelige. At sige fra. At række ud. At kæmpe -for at give op kunne have fatale konsekvenser. Og måske vigtigst af alt at stoppe op, mærke efter og stole på min mavefornemmelse.
Og selvom jeg ikke har alle svarene endnu, så deler jeg det her, fordi jeg ved, jeg ikke er alene. Vi er mange, der prøver at balancere livets største kærlighed med arbejdslivets krav. Der vender tilbage med ar, men også med noget dybere.